Dette er en historie fra det virkelige liv - selvom man ikke skulle tro det:

Tysk politi anholdte en sierraleonsk kokainpusher i tyskland (i KJ stavet med lille “t”). I forbindelse med selve anholdelsen slugte pusheren imidlertid bevismaterialet, hvorfor en læge måtte give ham noget “brækmiddel” (eller hvad nu sådan noget hedder), så man kunne få bevismaterialet frem i lyset. Og vupti: I brækspanden lå en pose kokain.

Manden blev dømt for narkosalg, men appellerede. Han mente nemlig, at han ikke havde været i stand til at kommunikere med politiet eller lægen og derfor havde fået sine menneskerettigheder krænket! Dette på trods af, at han ikke havde nogle problemer med at sælge sine varer på de tyske gader.

I appelsagen fik pusheren rettens ord for, at han havde været udsat for tortur eller nedværdigende behandling, hvilket er i strid med EMK art. 3… 7 af de 17 dommere dissenterede, heriblandt retspræsidenten, som også skrev dissensen. I dissensen siger han direkte, at de 10 dommere ikke havde forstået noget som helst af, hvad art. 3 skal anvendes på.

Men der stopper sagen selvfølgelig ikke. Klog som pusheren var, fremsatte han erstatningskrav overfor den tyske stat i en sag, anlagt ved Menneskerettighedsdomstolen: Hans rettigheder iht. art. 3 jo var blevet krænket!

Resultatet: Pusheren gik fri og fik oven i købet en erstatning på 10.000 euro.

Mine damer og herre: “Menneskerettigheder” er et politisk begreb, uden noget selvsændigt juridisk indhold (ved siden af det politiske). Denne sag er et strålende eksempel herpå.