Jeg indrømmer det: Jeg synes folkeret er spændende! Krisen imellem Israel og Libanon er et rigtigt godt eksempel på, hvorfor jeg synes netop dette retsområde er så spændende. Her er det nemlig i sandhed muligt, at komme med argumenter for og imod stort set alle de handlinger der er foretaget – og alle sammen med en vis berettigelse, hvis man ser på den folkeretlige teori.

Her er mine strøtanker om hele denne krise.

Først og fremmest skal terrororganisationen Hizbollah have et par ord med på vejen: Den udgør de facto regeringsmagten i det sydlige Libanon.

Men hvis vi lige kigger på Montevideo-konventionen: Konventionen giver en række pejlemærker for, hvordan man afgører om en stat nu også er en selvstændig stat. Heriblandt er et krav om, at landets centrale regering udøver sin regeringsmagt over hele territoriet.

Finland blev f.eks. først de facto selvstændig da man kunne beskytte sine borgere – og dette skete vel og mærket mange år efter, at man have udråbt sin selvstændighed.

Men med hensyn til Libanon: Da centralregeringen netop ikke – hverken de facto eller de jure – udøver nogen som helst indflydelse i det sydlige Libanon, taler meget for, at denne del af landet ikke er en del af Libanon

Man kan også spørge sig selv, om Libanon egentlig ikke blot er et protektorat i stil med Monaco. Syriens indflydelse er tydelig – man havde f.eks. indtil for blot et par år siden en betydelig hær i Libanon. Noget kunne tale for, at der var tale om en art stiltiende protektorat – eller måske hvad man kalder en ”protected state”.

Når det kommer til Israel mener mange arabiske lande og venstreorienterede ignoranter i Vesten, at Israel ikke er en selvstændig stat. Dette er selvfølgeligt noget vås – objektivt og folkeretligt set! Israels ret til det israelske territorium er velanerkendt i langt hovedparten af verdens lande, af de internationale organisationer osv. Dette konstituerer eo ipso at der er tale om en suveræn stat. Og: Dette argument kan man faktisk også fremføre, som et modargument til det jeg skrev før om Libanon.

Med hensyn til krigen/selvforsvaret: Man har siden det gamle rom kendt til begrebet ”en retfærdig krig”, som et udtryk for en vis Gudgiven ret til at føre krig og underlægge sig hedenske nationer. Man gik ganske vist bort fra doktrinen efter Den Vestfaliske fred i 1648… meeeennnn jeg vil nu nok mene, at man fra tid til anden kan spore en retorik på baggrund af dette princip – både fra Israel og fra de arabiske diktaturer (Jordan ikke inkluderet!).

Men retorikken til side: Det tilkommer enhver stat en ret til at forsvare sig overfor angreb, dog således, at man ikke må udøve ”repressalier” – det vil sige ulovlige handlinger. I denne situation er der tale om et lovligt forsvar der ikke har karakter af repressalier.

Så kommer selvfølgeligt spørgsmålet om proportionalitet. Havde Hizbollah alene været hvad de giver sig ud for – altså en samling fascistiske halvhjerner, udstyret med dynamit og AK-47’er – havde Israels luftangreb og blokade af farvandet udfor Libanon været klart uproportionelt. Proportionaliteten er imidlertid til stede når det kommer frem, at slyngelstaten har udstyret Hizbollah med langtrækkende raketter.
Alt i alt vil jeg mene, at det er Israels ret – men også pligt – at forsvare sig som man gør.

OPDATERING: Efter at vi har lavet lidt om på sidens udformning, er nogle af skribentnavnene “hoppet ud”. Dette skriv er udfærdiget af Nikolaj Hawaleschka Stenberg